Julie von Lotzbeck Kunstmaler kunst maler kunstner   maleri maling oliemaling struktur atelier kunstatelier

                                                                                                                  

 

Upcoming exhibitions:

January 2010 - Art Herning (Galleri Kampmann)

May 2010 - Galleri DGV, Svendborg

 Please contact Julie von Lotzbeck if you would like to see more paintings: julie@lotzbeck.dk

 

Information for Danish companies

 

Omtaler:

(Reviews - only in Danish)

 Omtale ifbm. udstilling i Galleri DGV i 2009

Af Preben Winther, kunstanmelder ved Kunstavisen

"Der kan være noget stort og panoramisk over Julie von Lotzbecks malerier. Det er som om det skildrede 
kun er et tilfældigt lille udsnit af en uendelig meget større helhed, vi ikke får at se, men som får liv 
i beskuerens bevidsthed i mødet med billedet.

De skabte rum er pulserende og eruptive. Det kunne for den sags skyld være fantasmer af verdens skabelse, 
kunstnerisk sublimerede syner, der pludselig har fundet æstetisk form. Farvebrugen er voldsom og pastos. 
Store flydende øer i grønne og jordede nuancer skyder sig ind over violette og lyseblå partier, overlejret af 
kvalmende rosa og brændende rødt. Der er bleggule løbere, der er kager af maling, hvor der med stor kraft 
er ridset og skrabet og hugget, som skulle det netop opståede for enhver pris igen udraderes. Men med 
den modsatte virkning: Konstruktionen og destruktionen bliver de to modsatrettede kræfter, der - hver lige 
uundværlige – giver ordløst mæle til det eksistentielle drama, vi er vidne til, og som bærer projektet 
frelst igennem.

Ifølge Julie von Lotzbeck selv søger hun i sin kunst den subjektive oplevelse af den skjulte fascination, det 
hemmelighedsfulde, og hendes værker er blevet sammenlignet med den franske mester Monet, blandet med et 
nutidigt ekspressionistisk udtryk. Er det da endnu en afart af den veltjente abstrakte ekspressionisme, 
hun betjener sig af? Næppe. Den tilsyneladende skødesløshed, hvormed hun lægger sine fascinerende snit 
ned igennem tilværelsens kulørte ælte, er givetvis meget velovervejede. Udtrykket er styret. Under kontrol. Det 
er heller ikke en dansk, naturlyrisk udgave af action painting, vi står overfor, selvom Julie von Lotzbecks lærreder 
bestemt også emmer af romantisk naturbetagelse.

Hvad beskueren finder ud af ved et nærmere bekendtskab med hendes malerier, er de forskellige lag, billedrummet 
består af. Når blikket har fundet fodfæste i den vilde keraus, opdager man de huller og gange, som kunstneren 
har ladet stå åbne. Under de tøjlesløse, kulørte bråvallaslag befinder sig roligere vande. Dette kan naturligvis 
have rent æstetisk-tekniske årsager. Men modsætningsparret overflade/bund kan også være kongruent med nutid 
og erindring, eller med samtid og historie.

Måske man endda kan tillade sig at antage, at der under den fanden-i-voldske, distanceblændende facade skjuler 
sig et mere blufærdigt, sensitivt, sårbart væsen. Et menneske, der ikke lige tør vise sig i gallerispottenes blændende 
lys, men som trods alt lever dernede, og giver den dybe klangbund til universet i billederne. De udsiger en skønhed, 
der er betagende såvel ved sin egensindighed som ved sin styrke."

Preben Winther, kunstanmelder

 ---------------

Anmeldelse i Kunstavisen af udstillingen i Gallerihuset 2008:

”Rå og lysende landskabsabstraktioner i Gallerihuset af Julie von Lotzbeck

v./ Lis Engel, lengel@ifi.ku.dk

Gallerihuset er et smukt galleri som forstår at udstille deres kunstnere på bedste vis. Julie von 
Lotzbecks store ekspressive billeder indtager rummene med stor lysende kraft. Hendes billeder 
udforsker grænser mellem farver, linjer, det matte og det blanke og lys og mørke og vækker erindringer 
fra rå ukendte landskaber.

Urkreativiteten

Vi aner urkreativitetens rå forvandlende energi med særlig tyngde i mødet mellem jord og ild. Det største 
værk 120x300 cm med den forunderlige titel ”Hønsepold” drager straks opmærksomheden. Det er især 
farven og spændingen mellem de stærkt lysende farver i mødet med dynamiske flader og linjer der åbner 
ind i farvens lysende mørke og rå landskaber. Det er billeder der inviterer til vandringer ind i ukendte 
klippesprækker hvor lyset, linjen og farvens stemtheder sætter sindet i svingninger.

Titler som billeder i billedet

Der er mange flotte billeder med billedrige titler fx ordbilledet ”troskyldig tåge”. Både titlen og billedet 
drager os ind i et magisk og mytisk landskab der bevæger sig gennem det sart grå, blå, violette, dyb 
okker, sort til et mikro orange – et sart spændingsfelt. Titler kan stå som et ekstra billedlag der kan 
være med til at udfordre og invitere til en åbenhed og en god forstyrring af vores ellers vanemæssige 
måder at opleve billeder på.

Et andet billede med den naturlyriske titel ”Kjæruld bag grydenæs” er let og luftagtigt i sine råhvide 
formationer med lys turkise rytmer: Billedet kan næsten høres som landskabssange og store symfoniske 
harmonier fra urskabelsen.

Start og begyndelse

Et andet billede som tiltrak min opmærksomhed var det store værk ”Start og begyndelse”. Det er et stort 
værk 120x150 cm. Det inviterer til en søgende vandring opad, udad mod grænsen for verden og for viden”